Effektmåling - hvordan gør man det?

[Martin H. Brunsgaard]

Normalt lever LAG’erne et relativt uforstyrret liv uden for det store mediebillede. Men DR’s store temasatsning omkring udkantsdanmark har også bragt LAG’erne i fokus.

”EU-kroner hældes i udkantsdanmark” lyder således overskriften på en historie, som DR bragte i den forgangne uge.  Her citeres Enhedslistens EU-parlamentsmedlem Søren Søndergaard for at sige, at man i udkanterne ”opfinder projekterne for at få støtte, frem for at man får støtte til de projekter, der er vigtige”. Ifølge Søren Søndergaard er det svært at se, at de mange projekter gavner yderområderne i Danmark.

Lad nu være, at påstanden fremstår ret udokumenteret i artiklen. Og lad nu være, at det set fra LAG’ernes synspunkt kan være svært at få øje på den milliard kroner, som ifølge DR-journalisten ”hældes” i yderområderne. Artiklen sætter fingeren på et politisk ømt punkt i forhold til LAG-arbejdet: Hvordan bærer LAG’erne sig ad med at dokumentere effekten af de støttede projekter?

Et svar kunne være, at LAG-bestyrelserne er underlagt demokratisk kontrol på generalforsamlingen . Hvis medlemmerne er utilfredse med bestyrelsens beslutninger, kan de bare vælge nogle andre mennesker ind i bestyrelsen – som i enhver anden forening. Men sådan spiller LAG-klaveret ikke. LAG’erne er jo ikke helt almindelige foreninger, men et stykke centraliseret nærdemokrati, hvor bestyrelsen ikke bare er politisk ansvarlig over for medlemmerne, men også over for Fødevareministeriet (der igen skal stå til ansvar over for EU-kommisionen). Og her er kravet, at effekten af projekterne skal kunne måles. Så spørgsmålet forbliver: Hvordan kan LAG’erne dokumentere effekten af de støttede projekter?

”Landsby-projekter giver kun få job” lyder overskriften på en anden af DR’s temaartikler. Men spørgsmålet er, om journalisten ikke kunne have fortalt en anden historie, nemlig: ”Landsby-projekter skaber attraktive levevilkår”. Overskriften udstiller for mig at se en af udfordringerne ved effektmåling. For nogle projekters vedkommende er det relativt enkelt at sætte tal på effekten. Det gælder f.eks. erhvervsprojekter, der har skabelse af nye arbejdspladser som formål. Men hvad parameteret for attraktive levevilkår?

Jeg vil vove den påstand, at de fleste LAG’er har støttet projekter, som de – hånden på hjertet – vil have meget svært ved at dokumentere effekten af. Men jeg føler mig lige så overbevist om, at når de selvsamme LAG’er lægger hånden på maven, vil de have en klar fornemmelse af, at de støttede projekter gør en forskel.

Der findes landsbysamfund, som er så skrøbelige, at alene det faktum, at borgerne finder sammen om at lave noget, kan være et mål i sig selv. Så kan man som Søren Søndergaard hævde, at man opfinder projekterne for at få støtte. Men man kan også hævde, at det er et fremskridt, at der i den slags landsbysamfund overhovedet sker noget. For noget i stedet for intet er vel også en effekt, eller hur?

Disse løse overvejelser omkring effektmåling fører ikke frem til noget svar. Ikke andet at der er behov for en dialog og erfaringsudveksling om, hvordan LAG’erne hver især arbejder med effektmåling. Og at der er behov for at udvikle mere fintmærkende parametre, som også kan dokumentere kvalitative forskelle. Det sidste er en opgave, som LAG’erne næppe kan løse alene, men som kræver dialog med ministeriet – og inddragelse af relevante eksperter.

I næste uge har medierne formodentlig glemt alt om effektmåling af EU-støttede projekter i yderområderne. For os andre forbliver spørgsmålet: Hvordan gør man det?